Analysemodeller

Analyse af dokumentarfilm

Hvad er en dokumentarfilm:
Dokumentarfilm er film, som umiddelbart kan se meget forskellige ud, men fælles for dem er, at de har et tæt forhold til virkeligheden. Her ligger dokumentarfilmens stærkeste fascinationskraft, energi og styrke og også dens dilemma: ’Hvor virkeligt kan man skildre noget, man skal udvælge, filme og redigere?’

De forskellige dokumentarfilmsgenrer er defineret ved fortællerens rolle i forhold til modtageren. I den forbindelse skelner man ofte mellem 4 forskellige fortælleformer.

Dokumentarismens fortælleformer:

1) Tredjepersonsfremstillingen er den traditionelle journalistiske form, der styres af en alvidende fortællestemme, som i tredje person fremlægger et budskab om virkeligheden. Mange nyheds- og aktualitetsindslag har denne form, hvor interviewsekvenser, arkivmateriale, grafik m.v. kædes sammen af en neutral speakerstemme.

2) Den observerende fortælleform søger i modsætning hertil at undgå denne alvidende fortællestemme. Tværtimod giver denne fortælleform indtryk af helt at afstå fra kontrol over det, der når frem til modtagerne. Tilrettelæggeren søger at gøre sig selv helt usynlig, for at give seeren/læseren en følelse af at få en ”slice of life” serveret. Den klassiske ”fluen-på-væggen” reportage er eksempel på denne fortælleform.

3) Den interaktive fortælleform tydeliggør i modsætning til den observerende form, at der er en tilrettelægger der står bag, og at det, der fortælles er et resultat af en proces. Derfor træder tilrettelæggeren selv frem som person, for eksempel som jeg-fortæller eller som ”vært”– ligesom arbejdsprocessen tydeliggøres. Tilrettelæggeren kan ikke alene stå frem som den person, der iagttager og formidler en bestemt situation, men kan også gå ind direkte og være aktiv part i det, der fremstilles, eksempelvis ved at fremprovokere en bestemt situation.

4) Den selvrefleksive form er en meta-fortælleform, der tematiserer selve det at formidle overhovedet. Mange af de træk, der kendetegner de øvrige fortælleformer, benyttes i den selvrefleksive form, men bliver i et vist omfang ”sat på spidsen”. Derved tydeliggøres det, at der altid – uanset hvilken fortælleform man vælger - vil være nogle klicheer og konventioner om, hvordan man formidler mest troværdigt. Dermed udstiller den selvrefleksive form de øvrige fortælleformers begrænsninger.

Dokumentarfilmsgenrerne

Den klassiske tv-dokumentar: Ofte anvendes tredjepersonsfremstillingen til at sikre autoritet og stringens i argumentationen.

Cinema Verité: I Cinema Verité anvendes den observerende fortælleform, hvor tilrettelæggeren agerer fluen på væggen. Instruktøren Lars Engells er et dansk eksempel på en instruktør, der i sin Cinema Verité stil eksperimenterer med en lav grad af intervention.

Den iscenesatte dokumentarisme: Den interaktive fortælleform, Eksempelvis Tómas Gislasons ”Den Højeste Straf”. Filmen en snarere en dynamisk collage om Arne Munch-Petersen og den unge sømand Claus Jensens skæbner, hvor arkivmateriale og interviews klippes ind i glimt. I filmens eksperimenteres der med mange visuelle effekter, der zoomes ind på øjne og munde, flere interviews optages som talende ansigter filmes i profil, og billeder sidestilles i splitscreens,.
Se: http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/hoejestestraf/

Den personlige dokumentar: Et af de mere kontroversielle eksempler på den personlige dokumentar er Morgan Spurlocks Supersize Me (2004), I filmen eksponerer Surlock sig selv og sine holdninger meget tydeligt, hvilket også fremgår af filmens hjemmeside.
Se: http://www.supersizeme.com

Dokudramaet: Spillefilmsrekonstruktionen, eks. Terry Georges Hotel Rwanda (2005), hvor folkemordet i Rwanda i 1994 skildres gennem hotelmanageren Paul Rusesabaginas øjne.
Paul Rusesabaginas historie er valgt fordi han under optøjerne husede flere hundrede tutsier, hvorved han satte sit eget og sin families liv på spil. Derved er det muligt at indbygge en dramatisk fremdrift i fortællingen uden at den går på kompromis med begivenhedernes gang.

Se også:
DFI’s definition af en dokumentarfilm: http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/fatomdokfilm/1_1.htm

Cfje’s definition på en dokumentar v. Alex Frank Larsen: http://www.cfje.dk/cfje/VidBase.nsf/0/9c07b3f31e07f51bc12567b4003db383?OpenDocument

Opgave:
Sammenlign de to dokumentarfilm The World According to Bush (Le Monde Selon Bush, 2004) og Fahrenheit 9/11 (2004) af henholdsvis franskmanden William Karel og amerikaneren Michael Moore. Læg særlig vægt på formsprog, bl.a. anvendelsen af effekter herunder underlægningsmusik og ikke-dokumentariske sekvenser. Overvej også om der er forskel på vinkling og vægtning af forskellige sider af George W. Bush’s politiske virke.